Hej søde læser..
Nu er det igen noget tid siden jeg sidst skrev. Så nu må det være på tide igen, eller det er på tide, for jeg har en masse jeg går og gemmer på og det efterhånden længe siden jeg sidst var til psykolog, så må lige lege psykolog selv. :/
Jeg er mega forvirret for tiden, det er meget med blandede følelser. I et stykke tid har mit selvværd skrabet bunden. Men det ikke mere end 14 dage 3 uger siden det vendte lidt. Vi var til noget der hedder Beach Walk og det nok noget af det sjoveste jeg nogensinde har været med til. Vi var omkring 700 unge mennesker hvor de fleste var kældt ud. Vi skulle så gå fra Nykøbing til Marielyst, og hygge os rigtig meget med druk og god musik. Vi mødte rigtig mange søde rare mennesker og havde det ekstremt hyggeligt. Men der var en person der virkelig kunne få mit smil helt frem på læberne og det undrede mig fordi der skal alligevel meget til før vi rigtig ægte smil kommer frem. Vedkommende fortalte mig direkte " Jeg syntes du er rigtig smuk" bare sådan uden videre og det har jeg aldrig nogensinde oplevet før, så jeg har gået de sidste 14 dage i en eller andet høj ros som om jeg var på noget. Tænk at der virkelig ikke skal mere til ö Så tusinde tak søde dig som var så flink at komme med dette meget, meget pæne kompliment, det har betydet utrolig meget for mig.
Men igen så holder et stof jo eller ikke evigt, så den er begyndt at vende en smule igen. Jeg er ekstremt forvirret og har bare brug for at blive ved med at være i den der ros. Desværre er mine selvmords tanker vent tilbage på banen igen. Jeg magter det simpelthen ikke. Jeg vil være glad ligesom så mange andre, og være glad for mig selv. Kan jeg ikke bare snart komme op fra det hul jeg har placeret mig selv i.
Tommy har nydt godt af mit selvværds boost for kærligheden har nærmest blomsteret på ny. Men men men som sagt det er begyndt at vende tilbage til sit gamle jeg. Øv Altså ! :'(
Håber at i alle har det godt.
25. juli 2013
3. juli 2013
Heart Broken Girl
Lige for tiden er jeg dybt ulykkelig over en masse ting, jeg kan ikke rigtig finde ro i min krop, og jeg tør heller ikke udføre de ting der måske skal til før jeg kan finde ro.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og jeg føler det går meget ud over min familie. Jeg var ellers kommet ind i en fantastisk periode hvor jeg også spiste sundt osv. Og jeg er begyndt til fys. der siger jeg skal sørge for at træne hver dag for at få genoptrænet mit bækken, men jeg kan bare ikke finde lysten/motivationen og viljestyrken frem. Jeg er begyndt at spise usundt igen, og min selvmordstanker er igen meget intense. Jeg diskutere rigtig meget med T for tiden og har flere gange nævnt for ham at jeg ikke ønskede at være sammen med ham mere, men tror ikke kun det er pga. ham og hans væremåde men også ligeså meget for at beskytte ham for alt det rod i mit eget liv, syntes det trist det skal påvirke andre. Og jeg skammer mig :(
Jeg går med en kæmpe drøm om at starte mavedanse hold op, men tør ikke i frygt for at jeg ikke er god nok til det, eller andre på holdet måske er bedre end mig så det i virkeligheden burde være dem der underviste mig.
"HVORFOR" hvorfor?? skal jeg altid have så travlt med at tænke på hvad andre syntes om mig, hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad. Jeg hader de møg irreterende tanker og jeg ville bare ønske jeg bare kunne ligge det fra mig.
Min psykolog sagde til mig sidst at mit lave selvværd stammer helt tilbage fra da jeg lå i min mors mave og var ved at blive dannede til en baby, så det er allerede den gang bestemt at jeg skulle have et lavt selvværd. At det så først er kommer til udbrud nu hvor jeg er blevet voksen, ved jeg ikke hvorfor. Giv mig min barndom tilbage.. :'(
For at snakke om noget helt andet, så skal vi holde min Mormor´s 70 års fødselsdag på lørdag. Jeg glæder mig meget til at se alle de dejlige mennesker, mange af dem har man ikke set længe, men vil også omvendt sige, jeg har det faktisk rigtig svært ved at skulle med til den her fødselsdag udelukkende pga. mit lave selvværd, jeg har det så svært ved at mødes med alle de her mennesker og allerede nu 3 dage før begynder jeg at få sådan lidt ondt i maven og tankerne gøre rundt i hovedet på mig, og hvis det ikke var fordi det var min familie, så havde jeg nok valgt at blive væk, jeg har det bare så svært i større forsamlinger.. :( Men må jo gøre som jeg plejer, smække en facade på..
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og jeg føler det går meget ud over min familie. Jeg var ellers kommet ind i en fantastisk periode hvor jeg også spiste sundt osv. Og jeg er begyndt til fys. der siger jeg skal sørge for at træne hver dag for at få genoptrænet mit bækken, men jeg kan bare ikke finde lysten/motivationen og viljestyrken frem. Jeg er begyndt at spise usundt igen, og min selvmordstanker er igen meget intense. Jeg diskutere rigtig meget med T for tiden og har flere gange nævnt for ham at jeg ikke ønskede at være sammen med ham mere, men tror ikke kun det er pga. ham og hans væremåde men også ligeså meget for at beskytte ham for alt det rod i mit eget liv, syntes det trist det skal påvirke andre. Og jeg skammer mig :(
Jeg går med en kæmpe drøm om at starte mavedanse hold op, men tør ikke i frygt for at jeg ikke er god nok til det, eller andre på holdet måske er bedre end mig så det i virkeligheden burde være dem der underviste mig.
"HVORFOR" hvorfor?? skal jeg altid have så travlt med at tænke på hvad andre syntes om mig, hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad. Jeg hader de møg irreterende tanker og jeg ville bare ønske jeg bare kunne ligge det fra mig.
Min psykolog sagde til mig sidst at mit lave selvværd stammer helt tilbage fra da jeg lå i min mors mave og var ved at blive dannede til en baby, så det er allerede den gang bestemt at jeg skulle have et lavt selvværd. At det så først er kommer til udbrud nu hvor jeg er blevet voksen, ved jeg ikke hvorfor. Giv mig min barndom tilbage.. :'(
For at snakke om noget helt andet, så skal vi holde min Mormor´s 70 års fødselsdag på lørdag. Jeg glæder mig meget til at se alle de dejlige mennesker, mange af dem har man ikke set længe, men vil også omvendt sige, jeg har det faktisk rigtig svært ved at skulle med til den her fødselsdag udelukkende pga. mit lave selvværd, jeg har det så svært ved at mødes med alle de her mennesker og allerede nu 3 dage før begynder jeg at få sådan lidt ondt i maven og tankerne gøre rundt i hovedet på mig, og hvis det ikke var fordi det var min familie, så havde jeg nok valgt at blive væk, jeg har det bare så svært i større forsamlinger.. :( Men må jo gøre som jeg plejer, smække en facade på..
2. maj 2013
Det vist på tide igen.
Det er ved at være meget længe siden jeg sidst bloggede. Jeg er faktisk rigtig dårlig til at huske og gøre det :/ Håber i kan bære over med mig.. :)
Jeg er meget svingende i humør for tiden, men vil da ærlig indrømme jeg har flest positive dage. Og det er jo rigtig godt, det er helst den vej det skal gå.
Jeg har fået job som sommerferie afløser 28 t. gennemsnitligt om ugen og jeg har bare de sødeste kollegaer og syntes jeg er blevet taget rigtig godt imod. De laver sjov med alt og alle, jeg syntes det er et fantastisk sted at være. Men det gør jo også man har lyst til at møde op. :)
Jeg var i lørdags på Dølle for at drikke (selvom jeg skulle på arbejde dagen efter, ups ! ) Men jeg tog på arbejde uden tømmermænd og havde det faktisk fint. :) Jeg blev bare så fuld, men jeg hyggede mig enormt og det er hovedsagen. Jeg var dernede med mine fantastiske veninder Mie & Camilla og jeg er ret sikker på de hyggede sig lige så meget som jeg gjorde, i hvert fald grinede lige så meget. Jeg blev dog ked af det sidst på aftenen, det var faktisk meningen jeg skulle have sovet hos Mie, men jeg tog hjem i stedet. Mie & Camilla var så flinke at hjælpe mig med penge til både tog og taxi.. Så derfor tusinde, tusinde tak tøser, jeg kan ikke takke jer nok. <33
Jeg har det sgu lidt svært for tiden, der sker rigtig mange ting omkring mig og jeg føler mig konstant udmattede og føler jeg kan sove hele dagen lang, mit træning og løb jeg ellers var kommet så super godt i gang med, er jeg også stoppet med fuldstændig, jeg er begyndt at spise mere usundt og jeg kan bare mærke på min krop at det slet ikke er godt for mig, fordi mine selvmords tanker er begyndt at vænne tilbage igen. Jeg håber snart der kommer et lyspunkt hvor jeg vågner op igen og kommer i gang. Jeg har ellers leget med tanken om at starte op som mavedans-underviser.. Men jeg bliver ved med at slå mig selv oven i hovedet og sige jeg ikke er god nok og jeg trækker faktisk bare tiden. :( Jeg håber jeg en dag får mod nok.
I dag har jeg haft en dejlig dag, jeg har nemlig været sammen med min dejlige veninde Mie og hun fik taget tonsvis af billede af pigerne og mange af dem blev faktisk rigtig gode. "Mie du skal lige huske at dele dem med mig ikke!!!!!!!!!!!" Men som sagt har det været en dejlig dag med god mad, hygge og ja endnu mere hygge.. :D Mie du er uundværelig <33
Nå jeg vil slutte af med at sige godnat mine kære læser, håber i vil nyde at læse min blog. :)
Jeg er meget svingende i humør for tiden, men vil da ærlig indrømme jeg har flest positive dage. Og det er jo rigtig godt, det er helst den vej det skal gå.
Jeg har fået job som sommerferie afløser 28 t. gennemsnitligt om ugen og jeg har bare de sødeste kollegaer og syntes jeg er blevet taget rigtig godt imod. De laver sjov med alt og alle, jeg syntes det er et fantastisk sted at være. Men det gør jo også man har lyst til at møde op. :)
Jeg var i lørdags på Dølle for at drikke (selvom jeg skulle på arbejde dagen efter, ups ! ) Men jeg tog på arbejde uden tømmermænd og havde det faktisk fint. :) Jeg blev bare så fuld, men jeg hyggede mig enormt og det er hovedsagen. Jeg var dernede med mine fantastiske veninder Mie & Camilla og jeg er ret sikker på de hyggede sig lige så meget som jeg gjorde, i hvert fald grinede lige så meget. Jeg blev dog ked af det sidst på aftenen, det var faktisk meningen jeg skulle have sovet hos Mie, men jeg tog hjem i stedet. Mie & Camilla var så flinke at hjælpe mig med penge til både tog og taxi.. Så derfor tusinde, tusinde tak tøser, jeg kan ikke takke jer nok. <33
Jeg har det sgu lidt svært for tiden, der sker rigtig mange ting omkring mig og jeg føler mig konstant udmattede og føler jeg kan sove hele dagen lang, mit træning og løb jeg ellers var kommet så super godt i gang med, er jeg også stoppet med fuldstændig, jeg er begyndt at spise mere usundt og jeg kan bare mærke på min krop at det slet ikke er godt for mig, fordi mine selvmords tanker er begyndt at vænne tilbage igen. Jeg håber snart der kommer et lyspunkt hvor jeg vågner op igen og kommer i gang. Jeg har ellers leget med tanken om at starte op som mavedans-underviser.. Men jeg bliver ved med at slå mig selv oven i hovedet og sige jeg ikke er god nok og jeg trækker faktisk bare tiden. :( Jeg håber jeg en dag får mod nok.
I dag har jeg haft en dejlig dag, jeg har nemlig været sammen med min dejlige veninde Mie og hun fik taget tonsvis af billede af pigerne og mange af dem blev faktisk rigtig gode. "Mie du skal lige huske at dele dem med mig ikke!!!!!!!!!!!" Men som sagt har det været en dejlig dag med god mad, hygge og ja endnu mere hygge.. :D Mie du er uundværelig <33
Nå jeg vil slutte af med at sige godnat mine kære læser, håber i vil nyde at læse min blog. :)
24. marts 2013
----->----@
Jeg var til Psykolog for 2. gang torsdag d. 22/3-13 og jeg kan altså virkelig mærke det åbner nogle helt speciele emner op som jeg ikke troede lå så dybt i mig. Og så syntes jeg det vildt inponerende at H*n kan ramme så meget plet hver gang, når h*n gætter sig frem. Næste gang er d. 18/4-13 og jeg glæder mig, fordi jeg kan mærke det her er godt for mig.
Om Fredagen var jeg til lægen da jeg skulle have lagt min spiral op og jeg havde virkelig gået og tænkt at nu skulle jeg igennem den væreste smerte, sådan var det tilfældigvis ikke, hvilket jeg var ovenud lykkelig for.. Jeg bemærkede dog noget jeg er ret skuffede over.. Min læge skulle assisteres af sygeplejersken og hun tager jo sine hansker på også, men det instrument de skulle bruge var skævt og skulle skiftes, så sygeplejersken rendte ud efter et og kom tilbage igen "MED DE SAMME HANSKER PÅ!!!!!" Uden at skifte dem.. Aaaaargh det må bare ikke ske.. Men pyt nu sidder den der og jeg har som sådan ikke følt mig generet af den. Det dejligt at det endelig er overstået.
Om ikke mindre end en uge skal vores Lille Zenia starte i vuggestue, jeg forstår slet ikke hun fylder 7 mdr. lige om lidt ö hvor blev vores baby af?
Mor lille charmetrold <33
Når facaden kommer på
Om Fredagen var jeg til lægen da jeg skulle have lagt min spiral op og jeg havde virkelig gået og tænkt at nu skulle jeg igennem den væreste smerte, sådan var det tilfældigvis ikke, hvilket jeg var ovenud lykkelig for.. Jeg bemærkede dog noget jeg er ret skuffede over.. Min læge skulle assisteres af sygeplejersken og hun tager jo sine hansker på også, men det instrument de skulle bruge var skævt og skulle skiftes, så sygeplejersken rendte ud efter et og kom tilbage igen "MED DE SAMME HANSKER PÅ!!!!!" Uden at skifte dem.. Aaaaargh det må bare ikke ske.. Men pyt nu sidder den der og jeg har som sådan ikke følt mig generet af den. Det dejligt at det endelig er overstået.
Om ikke mindre end en uge skal vores Lille Zenia starte i vuggestue, jeg forstår slet ikke hun fylder 7 mdr. lige om lidt ö hvor blev vores baby af?
Når facaden kommer på
21. marts 2013
proud !
Jeg har langt om længe endelig fået sparket mig selv i den bagereste.. Jeg har nu trænet 4 dage i stræk. Og hvor er jeg dog bare "STOLT" af mig selv..
Jeg har påstået, at min løbetur jeg løber, er på ca. 3 km uden og vide om den er det. Men det vil jeg finde ud af i morgen, når jeg skal ud og løbe igen.
Jeg er meget glad for jeg endelig er kommet i gang igen og håber virkelig på det holder denne her gang.
Jeg har givet mig selv et delmål og det 1. delmål er at tabe 5 kg på en månede, det vil sige d. 17-4-2013 skal vægten hedde 90 kg
Gud hvor jeg dog bare håber på det lykkes, det ville betyde alt for mig. Jeg trænger virkelig snart til at komme ud af den her tykke triste krop og få noget mere positivt energi ind i mit liv. Jeg vil dog tilføje at jeg spiser jo stadig som jeg plejer, men dog prøver vi at gøre det så sundt som mulig og jeg vil ikke ligge skjul på at jeg synder af og til.. MEN det skal der også være plads til, ellers bliver det sgu for surt.
Nu er jeg også blevet den heldige ejer af Instagram så nu kan jeg også lave nogle røv syge billeder til noget helt specielt <33
Her er så 2 af dem jeg har lavet i Instagram
Og indtil videre er jeg positiv omkring dette program, tror bare lige man skal sætter sig rigtig ind i det. :) Hvad syntes i?
Jeg har påstået, at min løbetur jeg løber, er på ca. 3 km uden og vide om den er det. Men det vil jeg finde ud af i morgen, når jeg skal ud og løbe igen.
Jeg er meget glad for jeg endelig er kommet i gang igen og håber virkelig på det holder denne her gang.
Jeg har givet mig selv et delmål og det 1. delmål er at tabe 5 kg på en månede, det vil sige d. 17-4-2013 skal vægten hedde 90 kg
Gud hvor jeg dog bare håber på det lykkes, det ville betyde alt for mig. Jeg trænger virkelig snart til at komme ud af den her tykke triste krop og få noget mere positivt energi ind i mit liv. Jeg vil dog tilføje at jeg spiser jo stadig som jeg plejer, men dog prøver vi at gøre det så sundt som mulig og jeg vil ikke ligge skjul på at jeg synder af og til.. MEN det skal der også være plads til, ellers bliver det sgu for surt.
Nu er jeg også blevet den heldige ejer af Instagram så nu kan jeg også lave nogle røv syge billeder til noget helt specielt <33
Og indtil videre er jeg positiv omkring dette program, tror bare lige man skal sætter sig rigtig ind i det. :) Hvad syntes i?
15. marts 2013
Jeg kæmper stadig !
Hej mine kære læser..
Som overskrevet siger, kæmper jeg stadig med de mange kilo.. Og hver gang jeg falder i er det et kæmpe nederlag hver gang. Og jeg føler bare jeg konstant løber panden mod muren, ligesom om jeg slet ikke kan bryde den her tykke, tykke mur, den er bare sten HÅRD. :(
Det jo ikke kun mine kilo jeg skal kæmpe med, men også alt det på det psykiske plan. Og skal jeg være ærlig, så står det ret skidt til.
Jeg havde mit første møde med min psykolog d. 1/2-13 og har nu haft 2 aftaler med psykologen efterfølgende som h*n har aflyst, og nu det snart ved at være 2 måneder siden jeg var der første gang, og kan huske jeg har skrevet noget om jeg syntes der gik længe imellem min første gang og anden gang jeg fik en tid, men dette her er slet ikke iorden, jeg kan godt se der kan komme noget i vejen osv. Men lad os nu tage et eksempel hvis jeg nu virkelig og jeg mener VIRKELIG været nede i kuldkælderen kunne jeg jo have forsøgt at tage mit liv mindst 20 gange på den tid jeg ikke har været til samtale, heldigvis er dette ikke helt tilfælde fordi jeg har en fantastisk familie og nogle skønne venner & veninder. Men sådan når man lige tænker over det, syntes jeg bare ikke det er okay !
Men som sagt jeg har det faktisk ikke ret godt, jeg føler ikke rigtig der er noget der fungere for mig mere, jeg føler mig rent udsagt som en fiasko og det er på trods af alle mine nærmeste bliver ved med at prøve på at banke ind i den øverste at det er jeg ikke. Men jeg tror bare ikke noget kan ændre min opfattelse før jeg sådan selv kan se det med mine egne øjne, men på nuværende kan jeg ikke. Jeg har svært ved at snakke åbent om det her foran min familie sådan face to face, fordi jeg ikke føler jeg kan forklare mig ordenligt så de forstår hvordan jeg har det. Det svært at stå her alene på den anden side og se hvordan folk nærmest råber til mig jeg skal skynde mig at hoppe over på den anden side, inden jeg falder ned i det kæmpe sorte hul. Jeg føler jeg kæmper alt hvad jeg kan, men for hver gang jeg falde, ryger jeg bare et hak længere ned mod bunden. :(
Der er sket lidt efter jeg skrev sidst, kan ikke huske om jeg fik fortalt jeg havde fået arbejde i november måned sidste år, hos en privat hjemmepleje i vordingborg. Jeg sagde op i mandags d. 11/3-13 fordi de virkelig kørte psykisk på folk, til sidst fik jeg sommerfulge i maven når mit vækkeur ringede om morgen og måtte på wc inden jeg kørte, og hele vejen der op havde jeg ondt i maven og hver dag prøvede jeg at finde nye undskyldninger for jeg ikke kunne komme på arbejde (inde i mit hovede) Ja jeg kunne absolut ikke lide at være der. Jeg tog en snak med fagforeningen, som fortalte mig alt det jeg godt viste i forvejen med at jeg skulle søge noget nyt før jeg sagde op osv. for ellers ville jeg få karantæne, hun bad om en kopi af min ansættelses kontrakt og læste den igennem og sagde de faktisk havde modsagt sig selv i kontrakten, så det alligevel kom mig til gode, så hun sagde til mig (det som jeg håbede på hun ville sige) At nu kunne jeg gå hjem og sige op uden det fik konsekvenser for mig. Jeg var så lykkelig. Jeg vil sige det har hjulpet lidt på mit humør og ikke mindst maven at komme væk fra det sted, men min psykiske dårlig tilstand den kommer stadig i tide og utide.. :/ Håber snart jeg får det bedre. Jeg har en tid hos pykologen på fredag d. 22/3-13 hvis det så holder stik, jeg krydser alt hvad jeg kan.
Puha det blev vist lidt langt, SORRY ! :D
Som overskrevet siger, kæmper jeg stadig med de mange kilo.. Og hver gang jeg falder i er det et kæmpe nederlag hver gang. Og jeg føler bare jeg konstant løber panden mod muren, ligesom om jeg slet ikke kan bryde den her tykke, tykke mur, den er bare sten HÅRD. :(
Det jo ikke kun mine kilo jeg skal kæmpe med, men også alt det på det psykiske plan. Og skal jeg være ærlig, så står det ret skidt til.
Jeg havde mit første møde med min psykolog d. 1/2-13 og har nu haft 2 aftaler med psykologen efterfølgende som h*n har aflyst, og nu det snart ved at være 2 måneder siden jeg var der første gang, og kan huske jeg har skrevet noget om jeg syntes der gik længe imellem min første gang og anden gang jeg fik en tid, men dette her er slet ikke iorden, jeg kan godt se der kan komme noget i vejen osv. Men lad os nu tage et eksempel hvis jeg nu virkelig og jeg mener VIRKELIG været nede i kuldkælderen kunne jeg jo have forsøgt at tage mit liv mindst 20 gange på den tid jeg ikke har været til samtale, heldigvis er dette ikke helt tilfælde fordi jeg har en fantastisk familie og nogle skønne venner & veninder. Men sådan når man lige tænker over det, syntes jeg bare ikke det er okay !
Men som sagt jeg har det faktisk ikke ret godt, jeg føler ikke rigtig der er noget der fungere for mig mere, jeg føler mig rent udsagt som en fiasko og det er på trods af alle mine nærmeste bliver ved med at prøve på at banke ind i den øverste at det er jeg ikke. Men jeg tror bare ikke noget kan ændre min opfattelse før jeg sådan selv kan se det med mine egne øjne, men på nuværende kan jeg ikke. Jeg har svært ved at snakke åbent om det her foran min familie sådan face to face, fordi jeg ikke føler jeg kan forklare mig ordenligt så de forstår hvordan jeg har det. Det svært at stå her alene på den anden side og se hvordan folk nærmest råber til mig jeg skal skynde mig at hoppe over på den anden side, inden jeg falder ned i det kæmpe sorte hul. Jeg føler jeg kæmper alt hvad jeg kan, men for hver gang jeg falde, ryger jeg bare et hak længere ned mod bunden. :(
Der er sket lidt efter jeg skrev sidst, kan ikke huske om jeg fik fortalt jeg havde fået arbejde i november måned sidste år, hos en privat hjemmepleje i vordingborg. Jeg sagde op i mandags d. 11/3-13 fordi de virkelig kørte psykisk på folk, til sidst fik jeg sommerfulge i maven når mit vækkeur ringede om morgen og måtte på wc inden jeg kørte, og hele vejen der op havde jeg ondt i maven og hver dag prøvede jeg at finde nye undskyldninger for jeg ikke kunne komme på arbejde (inde i mit hovede) Ja jeg kunne absolut ikke lide at være der. Jeg tog en snak med fagforeningen, som fortalte mig alt det jeg godt viste i forvejen med at jeg skulle søge noget nyt før jeg sagde op osv. for ellers ville jeg få karantæne, hun bad om en kopi af min ansættelses kontrakt og læste den igennem og sagde de faktisk havde modsagt sig selv i kontrakten, så det alligevel kom mig til gode, så hun sagde til mig (det som jeg håbede på hun ville sige) At nu kunne jeg gå hjem og sige op uden det fik konsekvenser for mig. Jeg var så lykkelig. Jeg vil sige det har hjulpet lidt på mit humør og ikke mindst maven at komme væk fra det sted, men min psykiske dårlig tilstand den kommer stadig i tide og utide.. :/ Håber snart jeg får det bedre. Jeg har en tid hos pykologen på fredag d. 22/3-13 hvis det så holder stik, jeg krydser alt hvad jeg kan.
Puha det blev vist lidt langt, SORRY ! :D
22. februar 2013
Proud of myself
For første gange i rigtig lang tid tog jeg mig sammen i dag til at træne lidt herhjemme. Det blev til 45 min. træning.. Jeg er ret stolt af mig selv, det var skide hårdt, men skønt bagefter. Jeg kan nu mærke jeg har en krop, jeg er bare øm alle steder, tør slet ikke tænke på i morgen.. :/ Hele dagen i dag har jeg nærmest tvunget mig selv til at gøre en masse gøremål jeg ellers ikke gad og jeg må da ærlig indrømme det gav da en lille sejr hver gang jeg gennemførte det jeg nu havde sat mig for. Mon jeg snart har mere energi og gå på mode i mig, nu hvor de 2 store tøser også kommer hjem og kræver lidt. Det kunne godt være man skulle sove en lille times tid så man er frisk til de kommer hjem.
Med ærlighed kommer man længst. Og jeg vil ikke lyve for mig selv, jeg vil ikke love mig selv noget, jeg ikke kan holde. Så derfor giver jeg træningen en chance og den sunde kost, men jeg vil ikke tvinge mig selv til noget hvis jeg ikke har lyst. Jeg tror måske min skuffelse vil blive knapt så slemt, hvis jeg ser sådan på det.
Med ærlighed kommer man længst. Og jeg vil ikke lyve for mig selv, jeg vil ikke love mig selv noget, jeg ikke kan holde. Så derfor giver jeg træningen en chance og den sunde kost, men jeg vil ikke tvinge mig selv til noget hvis jeg ikke har lyst. Jeg tror måske min skuffelse vil blive knapt så slemt, hvis jeg ser sådan på det.
Abonner på:
Opslag (Atom)