Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og jeg føler det går meget ud over min familie. Jeg var ellers kommet ind i en fantastisk periode hvor jeg også spiste sundt osv. Og jeg er begyndt til fys. der siger jeg skal sørge for at træne hver dag for at få genoptrænet mit bækken, men jeg kan bare ikke finde lysten/motivationen og viljestyrken frem. Jeg er begyndt at spise usundt igen, og min selvmordstanker er igen meget intense. Jeg diskutere rigtig meget med T for tiden og har flere gange nævnt for ham at jeg ikke ønskede at være sammen med ham mere, men tror ikke kun det er pga. ham og hans væremåde men også ligeså meget for at beskytte ham for alt det rod i mit eget liv, syntes det trist det skal påvirke andre. Og jeg skammer mig :(
Jeg går med en kæmpe drøm om at starte mavedanse hold op, men tør ikke i frygt for at jeg ikke er god nok til det, eller andre på holdet måske er bedre end mig så det i virkeligheden burde være dem der underviste mig.
"HVORFOR" hvorfor?? skal jeg altid have så travlt med at tænke på hvad andre syntes om mig, hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad. Jeg hader de møg irreterende tanker og jeg ville bare ønske jeg bare kunne ligge det fra mig.
Min psykolog sagde til mig sidst at mit lave selvværd stammer helt tilbage fra da jeg lå i min mors mave og var ved at blive dannede til en baby, så det er allerede den gang bestemt at jeg skulle have et lavt selvværd. At det så først er kommer til udbrud nu hvor jeg er blevet voksen, ved jeg ikke hvorfor. Giv mig min barndom tilbage.. :'(
For at snakke om noget helt andet, så skal vi holde min Mormor´s 70 års fødselsdag på lørdag. Jeg glæder mig meget til at se alle de dejlige mennesker, mange af dem har man ikke set længe, men vil også omvendt sige, jeg har det faktisk rigtig svært ved at skulle med til den her fødselsdag udelukkende pga. mit lave selvværd, jeg har det så svært ved at mødes med alle de her mennesker og allerede nu 3 dage før begynder jeg at få sådan lidt ondt i maven og tankerne gøre rundt i hovedet på mig, og hvis det ikke var fordi det var min familie, så havde jeg nok valgt at blive væk, jeg har det bare så svært i større forsamlinger.. :( Men må jo gøre som jeg plejer, smække en facade på..
Åååh smukke! :( Jeg har det på samme måde når der er mange mennesker og de andre ting du skriver om har jeg også prøvet og kæmper stadig med det meste. Jeg prøver altid at se positivt på alting. "Det regner.. Nå men det er da altid noget, at det ikke sneer..." ... "Min kæreste er gået fra mig fordi han ikke vii det samme, men det er da altid noget, at det ikke er fordi han ikke elsker mig..." Sådan nogle ting... Men det er sgu svært at hænge sammen til tider hvor man bare har lyst til at forsvinde...
SvarSletJeg elsker dig og jeg håber snart du bliver rigtigt glad så du ikke behøver at sætte en facade op <3 :)
Jeg ved også hvordan det er at gå med en masse ting, som bare fylder.. og man kan ikke bare skubbe det væk.. det kører hele tiden bare rundt oppe i hovedet og man kan ikke finde ro..
SvarSletOg når selvmordstankerne også bare drøner der ud af, så er det virkelig svært, at få vendt alle de dårlige tanker til noget positivt..
Men jeg ønsker dig alt det bedste og håber snart du kan finde motivationen til at kæmpe dig bare lidt op ad hullet.. For det fortjener du! <3