:´(

Jeg blogger nu lidt igen, ikke at jeg tror det hjælper på mit humør, men i så fald så får jeg da skrevet mine følelser ned.
Jeg har det faktisk rent ud ad helveds til.. Jeg har valgt at være åben og ærlig over for det, og fortælle til alle hvordan jeg går og har det, jeg ved ikke om det vil hjælpe mig videre, eller om det kommer til at ramme mig hårdt i stedet for. Alle mødres frygt er vel at ens børn bliver taget fra en, og den frygt besider jeg selvfølgelig også, men på trods af det, har jeg alligevel valgt at fortælle dem i børnehaven/vuggestuen hvordan jeg har det. Og de blev rigtig glade for jeg var så åben og ærlig omkring det, det er hårdt at skulle erkende at man har det sådan, men det er vel første skridt på vejen?!
Det er forfærdelig svært at forklare folk omkring mig hvordan jeg har det og det er svært for folk omkring mig at forstå hvorfor jeg har det sådan. Spørgsmål som "Hvorfor har du det sådan?" & " Kan du ikke bare være glad og komme videre?" møder jeg desværre ret tit, og jeg ville ønske jeg kunne besvare dem, så folk forstod det, men det er ligeså svært at forklare som det er, at forstå det. Der var ikke noget jeg heller ville, altså være glad og komme videre, men mit humør stopper mig desværre i det.

Jeg kan simpelthen ikke gøre for det, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gør eller sige. Jeg er gået hen og blevet mere indadvent, træt og ja i det hele taget er jeg langt fra mig selv for tiden. Jeg burde være glad, T har fået arbejde hvilket er rigtig godt for vores økonomi, vi har 3 fantastiske piger, vi får mad på bordet hver dag og har tag over hovedet, der er folk der har det langt værre end mig/os.. MEN jeg er bare så fortvivlet, ked af det, frygtsom & meget, meget negativ. Øv jeg håber snart dette har en ende.

Til jer der syntes det er belastne jeg kun skriver negativt for tiden, "lad være med at læse mine indlægs"

Og ellers håber jeg da alle mine læser har det godt <33